Aalborg FRI-TID

18

Med Aalborg FRI-TID har Aalborg Kommunes Handicapafdeling fokus på at forbedre livskvaliteten for personer med handicap ved at involvere frivillige til sociale aktiviteter.

Bliv FRI-TIDven

Vi leder efter dig, som har lyst til at blive frivillig netværksven og lave sociale aktiviteter sammen med en person med handicap.

Som FRI-TIDven bliver du matchet med en person, som du typisk mødes med 2-4 gange om måneden til socialt samvær. Det kan være til kaffe og snak, spil, gåture, madlavning, koncertbesøg osv., alt efter hvad du og den potentielle borger interesserer jer for. Som FRI-TIDven kan du også være med til gruppeaktiviteter, såsom fællesspisning, IT, sport og spil.

De personer, der søger en FRI-TIDven, er voksne med fysiske, kognitive og/eller psykiske handicap af forskellig grad. Vi lægger stor vægt på at finde et godt match ift. netop dine ønsker og interesser.

Har du personligt overskud, og mulighed for at være frivillig i minimum ét år, så er Aalborg FRI-TID måske noget for dig. Vi sørger for, at du bliver klædt på til opgaven.

Har du spørgsmål eller lyder det som noget for dig, så kontakt koordinatorteamet på tlf. 3199 0037 eller mail tt-aeh@aalborg.dk

Du kan også finde os på Facebook – Aalborg FRI-TID