Fra flygtning til frivillig

430

Det er ikke alle der har overskud til at være frivillige og som flygtning kan det være lidt af en opgave, når man jo selv er ny og har brug for hjælp til at blive integreret i det samfund og i den by man er kommet til. Men for to unge mænd, Hoza Maniragaba og Basel Salman, blev det en naturlig del af deres liv, da de blev en del af Asylforum Aalborg.
Hoza Maniragaba og Basel Salman kom til Danmark som flygtninge i henholdsvis 2011 og 2014. Gennem netværk stødte de på foreningen Asylforum Aalborg, hvor de begge blev mødt af venlighed og et stort fællesskab af engagerede frivillige og brugere. Nu er de begge engagerede frivillige som kassér og formand, hvor de har opbygget et godt netværk blandt foreningens frivillige og brugere.
Hoza Maniragaba fortæller, at mødet med danskerne og andre nationaliteter i foreningen, har betydet at man som ny i samfundet får mere indsigt og viden om den danske kultur og andres kulturelle normer og traditioner. Både han og Basel Salman oplevede at få hjælp af foreningens frivillige, da de første gang mødte op i foreningen, hvorefter det blev naturligt for dem at hjælpe andre i samme situation;

”Når man selv har stået i samme situation, så er man god til at vide, hvad andre har brug for og hvilke problemer de har, baseret på ens egen erfaring” (Hoza Maniragaba).

 

Det frivillige arbejde i Asylforum Aalborg har udvidet både Hoza Maniragabas og Basel Salmans vennekreds markant. De er ikke bare frivillige sammen i foreningen, men venner med alle dem der kommer i foreningen. Det er derfor nemt at finde et andet menneske, som er med på at drikke en øl og diskutere verdenssituationen.

”Dem der er frivillige bliver åbne over for nye mennesker og på den måde bliver man åben over for nye kulturer. Det er fedt, at være frivillig i en forening fordi mennesker er samlet om fælles interesser. Vi prøver at hjælpe dem, der har brug for hjælp, uanset hvilket religiøs baggrund de har, og hvilken hudfarve de har – vi er alle bare mennesker. Det er dét der er princippet i Asylforum” (Basel Salman).

 

Som frivillig underviser Basel Salman i engelsk, for dét er han særligt god til, hvor Hoza Maniragaba fortæller, at han har udviklet sig med det ansvar han har fået, når de har lavet større arrangementer, hvor op til 300 mennesker deltager.
Både Hoza Maniragaba og Basel Salman studerer samtidig med at de er frivillige i Asyl Forum Aalborg. Men der er skal være tid til det hele, for i foreningen har de mulighed for at udvikle deres sociale og faglige kompetencer og lære om alt det, der står mellem linjerne i en ny kultur blandt gode venner.

Asylforum Aalborg
Som ny i Danmark kan du finde råd, vejledning, lære dansk eller få hjælp til det danske system af frivillige i foreningen.

Find dem her: https://asylforumaalborg.wordpress.com/