Sensommerkunst i De Frivilliges Hus

I De Frivilliges Hus på Mølholmsvej kan man opleve skiftende udstillinger fra lokale kunstnere. I hele september og oktober måned er det kunstnerne Ane Vandel Kristensen & Erik Raaschou, der udstiller malerier i frivillighuset. Der er fernisering onsdag d. 6. september kl. 14.00, hvor kunstnerne selv vil være tilstede. Gratis entré, Alle er velkommen. Mød op og oplev “politisk kunst”.

Ane Vandel Kristensen er født i Hjørring i 1965, opvokset ved Fredericia og bor nu i Aalborg. I 2003 tog hun grunduddannelsen på Aalborg Kunstskole og har siden deltaget i forskellige kurser bl.a. på Aarhus Kunstakademi. Hun har udstillet mange forskellige steder siden 2006.

“Jeg er konstant søgende og eksperimenterer med både materialer og motiver, og jeg har arbejdet med foto, maleri, keramik, illustrationer og land art. Jeg er også meget optaget af kunsthistorien, som kan give inspiration til det, jeg selv laver”.

Se mere på http://www.anevandel.dk

Ane Vandel Kristensen

Ane Vandel Kristensens værk “Min giftige nabo”.

 

Erik Raaschou er født i 1942. Efter et godt arbejdsliv valgte han han at se om “det kreative” kunne give livet et nyt indhold. Han har deltaget i kurser i billedkunst, akrylmaling og ikke mindst linoleums tryk.

“Politisk tilhører jeg den yderste venstrefløj, så det har været oplagt for mig i portrætter og billeder at gengive mit syn på hvem, der var “helte” og hvad jeg ser som samfundsproblemer. I mine malerier har jeg søgt at lave smukke farverige billeder med en problematik, der kan knyttes dertil”.

Erik Raaschou