Carpe Diem er blevet udvalgt til modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2022.
Carpe Diem Aalestrup, hjælper kræftramte og socialt udsatte børn og deres familier. Dette sker bl.a. gennem samarbejde med børneafdelingen i Aalborg samt socialrådgivere i forskellige nordjyske kommuner. Støtten til de kræftramte børn og socialt udsatte familier gives eksempelvis via støtte til weekendophold, tøj og mad samt økonomisk bidrag til konfirmation eller deltagelse i sommerlejre.
Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB´s velgørende pris, der siden 2015 er doneret halvårligt og går ubeskåret til gode formål i Region Nordjylland. Siden efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at bakke op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.
Tidligere modtagere af Hele Nordjylland Håndsrækning har bl.a. været FriviligAalborg, foreningen Grønlandske Børn, Headspace Aalborg, Hjerterummet & Cykel20, Broen Aalborg, Skyggebørn, Gestus Nord og Barnets Blå Hus.