Frivilligmarked i Aalborg d. 11. juni

1776

Aalborg hylder frivilligheden

Der bliver masser at se, høre og opleve, når Gammeltorv i Aalborg igen danner ramme om Aalborg Frivilligmarked lørdag d.11. juni 2022. Kom og mød et bredt udsnit af Aalborgs mange frivillige sociale foreninger. 30 af dem deltager på Frivilligmarkedet, hvor de vil fortælle om deres arbejde og hjælpetilbud og om mulighederne for at blive en del af et meningsfuldt fællesskab hos dem.

Der er som altid fri entré, og GRATIS kaffe, te og kage til de første 1000 gæster/besøgende.

Vi glæder os til at holde vores traditionsrige Frivilligmarked for 24. gang i Aalborg sammen med en masse sociale foreninger og frivillige ildsjæle, der dagen igennem vil stå parat til at fortælle aalborgenserne om deres fantastiske fællesskaber, som man kan blive en del af, og hvor man kan gå hen, når man har brug for hjælp, råd og vejledning.

Frivilligmarkedet åbner kl. 11. Mai-Britt Iversen (S), tidligere rådmand for familie og beskæftigelse i Aalborg, holder markedets festtale, og Y´s Mens Club Aalborghus uddeler Aalborg Børne- og Ungdomspris på 25.000 kr. til en lokal forening, der arbejder for at fremme udsatte børn og unges vilkår. Musikken til årets Frivilligmarked leveres af duoen/bandet ”HolstNiedermann”, der spiller et varieret udvalg af musik med rødder i rock/folk genren. Bagermester Torben og lærling Ninna fra det ikoniske Othello Bageri i Aalborg besøger markedet og finder deres favorit blandt de kager, som foreningerne har bagt, og deler ud som smagsprøver til markedsgæsterne.

Alle er velkommen! Kom forbi hvis du er nysgerrig, måske overvejer at blive frivillig eller har lyst til at vide mere om, hvad der sker af spændende ting i Aalborg og omegn.

Aalborgenserne kan møde følgende foreninger til Frivilligmarked 2022:

ADHD-foreningen, Autisme- og Aspergerforeningen, Aalborg Provstiers Menighedspleje, Alzheimerforeningen, Aktivitetsjonglørerne, Baglandet, Bloddonorerne i Aalborg, ICYE, DFUNK, Depressionsforeningen, Den Sociale Skadestue, Det Kærlige Måltid, Efterladte efter selvmord, FriRummet, Frivillig Aalborg (Dansk Flygtningehjælp), FN-Forbundet, Gestus Nord, Gigtforeningen, Kirkens Korshær, Kræftens Bekæmpelse, Lær for Livet, Mødrehjælpen, Natteravnene, Red Barnet, Røde Kors, Social Sundhed, SINDS Pårørende, Ventilen Aalborg, Aalborg FRI-TID, Ældre hjælper Ældre og Ældre Sagen Aalborg.