
Torsdag d. 7. december er der mulighed for at gå med på en social byvandring i Aalborg Midtby. Det er Knud og Karin fra De Frivilliges Hus, som er guider på turen. Mødested er ved “Hjerterummet”, Østerbro 20 i Aalborg, hvor turen starter kl. 15.00.
Turen går bl.a. forbi Hjerterummet, Kirkens Korshær, Den Sociale Skadestue, Frelsens Hær, Reden Genbrug og Mødrehjælpens genbrugsbutik for børn
Det er gratis at deltage – ingen tilmelding.
Se det sociale Aalborg og bliv stolt af din by! Selv inkarnerede aalborgensere bliver helt “blæst”, når de oplever, hvilken oase af fine gratis hjælpetilbud, som findes i deres by. Har du lyst til at blive glad i låget, over al den hjælpsomhed og venlighed, som findes lige på nærmeste gadehjørne, så tag med på en social byvandring med Knud og Karin.
På den 2 timer lange tur, som foregår i centrum af Aalborg, vil vi kigge ind forskellige steder, hvor man kan få hjælp og støtte i kritiske situationer i ens liv. Det er også steder, hvor man har mulighed for at blive frivillig, hvis det er det man har lyst til.