Mit arbejde kommer under huden, for det er mennesker, vi har med at gøre

478

Mette fortæller, om hendes frivillige arbejde med flygtninge

Mette Dröscher er en af de engagerede frivillige, der drev caféen på Park for flygtninge, som Frivillig Aalborg, en del af Dansk Flygtningehjælp, samt KIS og Røde Kors står bag. I arbejdet med flygtninge kommer Mette Dröscher helt tæt på de mennesker, der hver dag kæmper for at finde fodfæste i tilværelsen, midt i en ny by og kultur. Som frivillig hos Frivillig Aalborg, en del af Dansk Flygtningehjælp, er hun med til at skabe mening i tilværelsen for de flygtninge, som venter på at kunne flytte i egen bolig.

Mette Dröscher er oprindeligt uddannet ergoterapeut og har arbejdet med flygtningebørn i sin tidligere ansættelse hos Dansk Flygtningehjælp. Nu som førtidspensionist har Mette Dröscher dog svært ved ikke at gøre en forskel på integrationsområdet. Efter at have prøvet kræfter med forskellige opgaver, brændte hun for at starte en venligbo café i Aalborg til gavn for flygtninge. I sin søgen stødte hun på Hanne Lisbeth fra Dansk Flygtningehjælp, som tilbød Mette Dröscher at være en del af initiativet på Park, hvor flygtninge siden 2016 har boet, indtil de kunne flytte i egen bolig.
Som frivillig bruger Mette Dröscher gerne 3-4 dage om ugen som f.eks. bisidder ved læge eller til et møde, har diverse korrespondancer med udlændingestyrelsen eller hjælper der, hvor behov opstår.

”Mit arbejde kommer under huden, for det er mennesker vi har med at gøre. Det er mennesker hvis livsbane har været igennem forskellige tragiske hændelser for at nå her til, så når jeg sidder midt i en samtale eller hjælper en flygtning med hans vigtige papirer, så rejser jeg mig ikke kl. 16.00 sharp og holder fyraften, for jeg hjælper jo også en ven”.

 

Hos Mette Dröscher er det altid muligt at få et kram. Hun oplever at den nære og reelle kontakt til de flygtninge, der besøger cafeen, baner vejen for den gode samtale. Ifølge Mette Dröscher, er det i samtalen distancen mellem mennesker minimeres, en forståelse hun har med sig fra sit tidligere arbejde.
Som frivillig kommer man ind på livet af dem man møder i caféen, og Mette Dröscher omtaler også mange af de flygtninge, som bruger caféen, som ”hendes drenge”. Da jeg spørger Mette Dröscher, om der er en særlig historie eller oplevelse, der skiller sig ud i hendes frivillige arbejde med integration og flygtninge, er det igen drengene der kommer på banen…

”Det, jeg er stolt over er, de unge mænd, som kom her til rådvilde og forvirrede, nu er kommet så langt. Man kunne jo tænke, at vi har været med til at løfte dem til der hvor de står i dag”.

 

Mange flygtninge bor nu for sig selv, studerer og har studiejob eller er på arbejdsmarkedet og klarer sig godt som borgere i vores samfund. De unge mænd Mette Dröscher og de andre frivillige mødte i 2016, støttede de alt det de kunne ved at give til kende, at der var nogen der kerede sig om de kom i skole, mødte op til samvær i caféen m.m.

”Mange af dem kommer fra familier, hvor de har boet mange sammen og der har været et stort socialt netværk. Her har de ingen og ensomheden kan være en stor udfordring for at trives”.

 

Derfor holder de frivillige også et godt øje med de flygtninge, der kommer i caféen. Hvis der er mistanke om at de ikke trives, tager Mette Dröscher eller en af de andre frivillige affære og får dem til lægen eller det hjælpetilbud, der er behov for i den enkeltes situation.

”Måske er det de små ting, som en SMS eller et smil i døren, når de kommer, der kan medvirke til, at de føler sig ønsket og livet igen giver mening. Som flygtning er man ofte frustreret over sin situation og slås konstant med frygten for om ens familie nu også har det godt eller er fanget i krigens hænder”.

 

Det sociale sammenhold på Park er godt, fordi alle drengene er i samme båd, så de viser omsorg for hinanden på tværs af baggrund, kultur og personlighed.

”De her mennesker slås med mange ting bag facaden, de har oplevet gruopvækkende ting, men alligevel forsøger de at holde modet oppe i den svære tid og prøver at hjælpe hinanden videre, fordi håbet er det man har at holde fast i”.