Teatermonolog om kræft

183

Tirsdag d. 1. marts 2022 kl. 17.00-18.00 og 19.30-20.30 inviterer Kræftens Bekæmpelse lokalforeninger i Aalborg, Hals, Sejlflod og Nibe alle interesserede til en rå og livsbekræftende teaterforestilling om kræft. Det foregår på Trekanten, bibliotek & kulturhus, Sebbersundvej 2a, 9220 Aalborg Øst. Varighed 65 minutter uden pause. Billetsalg her

Teatermonologen HVORFOR MIG? handler om, hvordan det er at blive ramt af kræft. Om alt det man går igennem, skal forholde sig til og deale med. Om operation, uvished, kemoterapi, håb, drømme og meget, meget mere.

Kræft ramme rigtig mange danskere. Kræften ramte også skuespiller Christina Selden – og ændrede hendes liv. Forestillingen HVORFOR MIG? er baseret på Christinas egne oplevelser med sygdommen og skabt af den prisvindende dramatiker og instruktør Kamilla Wargo Brekling.

HVORFOR MIG? er en hård og alligevel opløftende og underholdende monolog fyldt med overraskende scener, følelser, fakta og oplæg til debat. Med forestillingen sætter vi ord på det usigelige – og åbner en bred vifte af problematikker, oplevelser og erfaringer , der er forbundet med at få og have kræft.

Hver tredje dansker rammes i løbet af livet af kræft og ca. 15.000 dør af kræft om året. Sygdommen er den hyppigste dødsårsag i Danmark. Den er blevet en del af vores liv – så vi kan lige så godt tale om og forholde os til den.