Minigolf hjælper udsatte børn

612

Lørdag d. 29. april 2023 kl. 10.00 åbner sæsonen for minigolfbanen på Skydebanevej 7 i Aalborg Vestby.

Den lokale ildsjæl, Sonja Christensen fra foreningen Raise for Kids, åbner sæsonen og slår det første slag. Orkester fra FDF Vester Hassing underholder. På dagen er der kaffe og gratis spil for alle.

Banen drives ved hjælp af frivillige fra Aalborg Y´s Mens Club Aalborghus, og overskuddet fra banen uddeles som støtte inden for børne- og ungdomsarbejde og andet alment velgørende arbejde nationalt og internationalt.

Banen giver et årligt overskud på ca. 600.000 kr., som ubeskåret gives videre som støtte for frivilligt og humanitært arbejde blandt børn, unge og familier.

Lokalt støttes ungdomsarbejde og initiativer til børns og unges trivsel. Børns ophold på julemærkehjemmet i Hobro støttes også. I udlandet står Y´s mens Club Aalborghus sammen med andre bag opførelse af et børnehus for drenge i Tanzania, på Madagascar støttes en skole for døve og i Grækenland ydes omsorg og beskyttelse til uledsagede flygtningebørn.

Læs mere om Aalborg minigolf her