Aalborg Kommunes Frivilligpris til Tove Pedersen

329

I forbindelse med fejringen af Frivillig Fredag blev Aalborg Kommunes Frivilligpris traditionen tro uddelt til en lokal ildsjæl. Der var i år 3 nominerede til prisen. Tove Pedersen (Kræftens Bekæmpelse Hals), Marco Tagmose Schneider (UFL Aalborg) og Karen Dinesen (Børns Voksenvenner).

Tove Pedersen fik Aalborg Kommunes Frivilligpris 2022 for sit mangeårige arbejde i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Hals, som hun var med til at stifte for 25 år siden. Gennem årene har hendes drivkraft været gældende både lokalt samt i Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse, hvor hun har lagt mange kræfter i at kæmpe for, at kræftramte og pårørende har en stemme, bliver hørt og kan få rådgivning og hjælp.

Tove Pedersen fik prisen overrakt af rådmand for Sundhed og Kultur Aalborg Jes Lunde ved et velbesøgt arrangement på Trekanten bibliotek og kulturhus, med deltagelse af frivillige fra 30 forskellige foreninger inden for det sociale felt. Med frivilligprisen følger udover hæderen en check på 5000 kroner, som skal bruges i foreningen.

-Mine år i den frivillige verden har ført mig meget rundt. Jeg startede i børnehavens forældreråd. Så kom FDF, GS badminton, Kræftens Bekæmpelse, Hals Frivilligråd m.m. Jeg har haft utroligt mange gode timer i den frivillige verden, og truffet så mange engagerede frivillige og politikere, som har beriget mit liv. Og nok er jeg nu blevet pensionist, men sluppet det frivillige arbejde har jeg ikke – nyt er, at jeg nu også er blevet frivillig i Hals Arkiv.

-Alle steder har jeg kun gode minder fra. Nogle husker jeg selvfølgelig bedre end andre – f.eks. besøg af Bubber, der præsenterede programmet, og hvor vi var 856 i Gandrup Hallen. Alle vores fine indsamlinger, foredrag mv. i Kræftens Bekæmpelse. Stort var det at få Café og Motion til vores område, men også at medvirke til at kommunens solarier blev lukket, og at kommunen er blevet røgfri.

-Lidt kongelig blev jeg, da jeg som en af Aalborg Kommunes to repræsentanter blev inviteret til Dronningens Haveselskab for frivillige.

Mange foreninger og frivillige kender også Tove fra hendes tidligere job i De Frivilliges Hus i Aalborg. Vi i De Frivilliges Hus vil gerne sige et kæmpestort og velfortjent tillykke til Tove med frivilligprisen!