Nyt projekt skal bekæmpe ensomhed blandt unge

244

Gennem de seneste 10 år er andelen af unge i Danmark, der oplever ensomhed, steget markant. Særligt unge mennesker kæmper med alvorlig ensomhed.

Mary Fonden har derfor sat sig i spidsen for et nyt projekt, der skal sikre, at unge, der føler sig svært ensomme, bliver fundet og får tilbudt den rette hjælp. Projektet skal hjælpe de ensomme unge over i varige fællesskaber og bidrage til, at de etablerede fritidsfællesskaber bliver bedre til at rumme de unge, der føler sig ensomme.

Projektet har fået navnet Lift og er et ambitiøst samarbejde mellem fonde, kommuner, civilsamfund og fritds- og foreningsdanmark. Lift skal i første omgang udrulles i tre kommuner (Ballerup, Esbjerg og Vejle) i samarbejde med lokale frivilligcentre, Ventilen, DGI, DEFACTUM og Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet.

Lift går ud på, at unge på ungdomsuddannelser i de tre kommuner, eller som er i kontakt med kommunale instanser, får mulighed for at udfylde et spørgeskema om ensomhed. På baggrund af det kan man finde de unge, der oplever alvorlig ensomhed. Disse unge vil få tilbudt en samtale og hjælp fra en vejleder. Det kan være, de herefter bliver tilbudt en psykologsamtale, bliver fulgt hen til et mødested for ensomme unge (fx Ventilen) eller får hjælp til at begynde i en lokal fodboldklub, hvor man gør noget ekstra for fællesskabsfølelsen. Eller en kombination af tingene.

Læs mere om Lift her