Fællesspisning mod ensomhed d. 20. september i De Frivilliges Hus

324

Fællesspisning ifm. March mod Ensomhed d. 20. september

De Frivilliges Hus og Aalborg Kommune inviterer til fællesspisning når March mod Ensomhed kommer til Aalborg.

Tag med til fællesspisning onsdag d. 20. september kl. 18.00-19.30 og mød Patrick Cakirli, der har startet March mod Ensomhed. Han vil fortælle om turen gennem Danmark og hans eget møde med ensomhed.

Fællesspisningen er en oplagt mulighed for at udvide dit eget netværk og møde nye mennesker. Der vil også være mulighed for at høre om en række lokale frivillige sociale foreninger og aktiviteter, der arbejder med at skabe meningsfulde fællesskaber for at forebygge ensomhed.

Arrangementet foregår i De Frivilliges Hus på Hadsundvej 35, 1. sal, 9000 Aalborg.

Prisen for at deltage i fællesspisningen er 30 kr., som doneres direkte til en lokal relevant organisation. Maden laves af Kaffé Fair.

Læs mere om tilmeld dig til fællesspisningen her: https://defrivilligeshus.nemtilmeld.dk/60/

 

600.000 danskere er ensomme

Hver ottende dansker over 16 år viser tegn på svær ensomhed, og data indidekerer, at ensomhed har været et stigende problem i Danmark i en længere årrække. Alle kan opleve ensomhed uanset alder og samfundslag, men socioøkonomiske, psykologiske og demografiske faktorer har en betydning. Ensomhed er derfor særligt udbredt blandt bestemte grupper i befolkningen, herunder bl.a. unge kvinder, ældre og personer med sociale, psykiske og fysiske udfordringer.

Ensomhed kan have alvorlige konsekvenser for den fysiske og psykiske sundhed. Flere studier viser, at ensomhed bl.a. øger risikoen for demens, hjerte-kar-sygdomme, diabetes, slagtilfælde, stress, depression, selvmordsadfærd og selvmordstanker, og desuden er dødeligheden øget blandt mennesker, der føler sig svært ensomme. Det estimeres således, at mænd og kvinder, der oplever ensomhed, i gennemsnit lever hhv. 8,9 og 6,3 år kortere, end mænd og kvinder, der ikke gør.

Find hjælp i den frivillige sociale verden, hvis du er ensom

Den frivillige sociale verden er et fristed, hvor du kan finde nye meningsfulde fællesskaber, hvor du kan mødes med ligesindede og få råd og vejledning. Fælles for alle tilbuddene er, at de er gratis og anonyme. Tilbuddene er for pårørende og mennesker, der kan være udfordret af ensomhed, angst, depression, tristhed.