Hele Nordjyllands Håndsrækning – stem på din kandidat!

366

Afstemningen for at finde en modtager blandt tre udvalgte kandidater til hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2022 er i gang. Afstemningen løber frem til tirsdag d. 22. februar kl. 12.00. Stem på din kandidat her

De tre kandidater er:

  • Børns Voksenvenner Nordjylland, der skaber venskaber mellem børn, der savner en fortrolig voksen og rollemodel, og frivillige voksne, der ønsker at gøre en forskel for et barn.
  • WeCare Aalborg, der arbejder med udsatte unge, som har behov for hjælp og støtte i hverdagen. Eksempelvis gennem fysiske aktiviteter, som kan styrke de unges mentale og fysiske sundhed.
  • Carpe Diem Aalestrup, der hjælper kræftramte og socialt udsatte børn og deres familier. Eksempelvis via støtte til weekendophold, tøj og mad samt økonomisk bidrag til konfirmation eller deltagelse i sommerlejre.

Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB´s velgørende pris, der siden 2015 er doneret halvårligt og går ubeskåret til gode formål i Region Nordjylland. Siden efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at bakke op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.

Seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning var FrivilligAalborg, der modtog en donation på hele 172.138 kr. FrivilligAalborg er en forening af frivillige under Dansk Flygtningehjælp. Foreningen har forskellige aktiviteter for flygtninge og indvandrere i alle aldre med det formål at fremme integrationsindsatsen i lokalsamfundet og skabe dialog, tolerance og forståelse.

Tidligere modtagere af Hele Nordjylland Håndsrækning har bl.a. været Foreningen Grønlandske Børn, Headspace Aalborg, Hjerterummet & Cykel20, Broen Aalborg, Skyggebørn, Gestus Nord og Barnets Blå Hus.