Lej en kontorplads i De Frivilliges Hus

749

I samarbejde med Aalborg Kommune, udlejes kontorpladser i De Frivilliges Hus, hvor foreninger og organisationer kan blive en del af et kontorfællesskab i dagtimerne.

Kontorfællesskabet er en fleksibel og enkel måde at få en god arbejdsplads med et skrivebord, en ordentlig skærm og en skrivebordsstol, og ikke mindst et fællesskab med andre, der arbejder indenfor det frivillige sociale område.

3-5 arbejdspladser udlejes fra kl. 7:00 til 16:00 i hvert sit mødelokale – for en beskeden leje. Prisen for leje afhænger af, hvor mange dage man ønsker at benytte pladsen. I udgangspunktet er der én kontorplads per lokale, så man kan lukke døren, have fortrolige samtaler eller benytte lokalet til egne møder. Ønsker jeres forening eller organisation at leje flere kontorpladser i samme lokale, er det også muligt at tilpasse.

Husets lokaler bruges flittigt især i eftermiddags- og aftentimerne, men er for det meste tomme i dagtimerne, hvorfor vi starter et kontorfællesskab og tilbyder kontorpladser i nogle lokaler. Pladserne er indrettet med aflåst skuffe, så man kan opbevare en bærbar pc og andre personlige ting – lokalet skal nemlig stadig være tilgængeligt som almindeligt mødelokale fra kl. 16:00.

I De Frivilliges Hus ser vi kontorfællesskabet som en fantastisk mulighed for at bakke op om vores egen branche, så hjemmearbejdende konsulenter og andre fagfolk og frivillige med mange administrative opgaver kan få en god kontorplads og blive en del af et fællesskab. Vi understøtter kontorfællesskabet med f.eks. fælles arbejdsfrokoster og andre kollegiale aktiviteter.

For mere info kontakt Nini Jolander på tlf. 2546 1336 eller mail: nini@frivillighuset.dk