”DELTAGELSE SOM VEJEN TIL INTEGRATION” - ET PROJEKT I DE FRIVILLIGES HUS OG FRISE
Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark og De Frivilliges Hus i Aalborg har i samarbejde gennemført et projekt om at øge deltagelsen i frivilligt arbejde blandt flygtninge, der har fået opholdstilladelse og er blevet visiteret til boligplacering i Aalborg kommune. Projektet blev gennemført med SATS-midler i 2017-18. Målet var at styrke flygtninges netværk i lokalsamfundet, øge deres kendskab til dansk sprog og kultur og give dem en meningsfuld fritid. Projektet var et metodeudviklingsprojekt i forhold til rekruttering, matchning og modtagelse ind i foreninger og andre frivillige initiativer, således at flygtninge kan yde en frivillig indsats til gavn for både sig selv og lokalsamfundet.
Siden projektet startede, er ankomsten af nye flygtninge til Danmark stort set gået i stå, bortset fra familiesammenføringer, men tilbage står at der stadig er en integrationsopgave at løfte, både for dem der kom som en del af den store tilstrømning, for deres familiesammenførte og for de enkelte der stadig kommer til landet.
Hele tankegangen om at inkludere nye mennesker i fællesskaberne – at skabe åbne fællesskaber, invitere indenfor på den rigtige måde, lave den gode modtagelse, være opmærksom på hvad folk kan bidrage med, få lavet gode overgange fra bruger til frivillig og at samarbejde med andre indenfor samme område – kan for så vidt bruges i forhold til andre grupper, der også står uden for fællesskaberne. Derfor kan metodekatalogerne bruges til at arbejde mere generelt med inklusion og rummelige fællesskaber.
Kontakt os gerne, hvis du/I vil vide mere