Nyt projekt: Sammen om Solsiden

20

Social ulighed i Nørresundby
– Flere skal ind i fællesskaberne

Fællesskab øger menneskers mentale sundhed, men social ulighed står i vejen for, at alle kan være med. Det vil Sammen om Solsiden, et nyskabende partnerskabsprojekt, forandre. På tværs af civilsamfund og kommune skal lokale indsatser nedbryde barrierer og sikre, at flere beboere i Nørresundbys almene boliger får mulighed for at blive en del af et fællesskab.

I spidsen for indsatsen står De Frivilliges Hus Aalborg og Center for Sundhedsfremme, Aalborg Kommune. En bevilling på 5 millioner kroner fra Social- og Boligstyrelsen gør Sammen om Solsiden til virkelighed.

Lang vej til fællesskaber

”Mange ting kan stå i vejen for, at en person bliver en del af et fællesskab. For eksempel psykisk sårbarhed, svær ensomhed, fysiske udfordringer, sociale forhold eller økonomisk ulighed. I Sammen om Solsiden vil vi gøre vejen til fællesskaber nemmere. Vi har fokus på beboere i almene boliger i Nørresundby, fordi vi ser et stort potentiale, og det har været et lidt overset område hidtil,” siger Nini Jolander, leder af De Frivilliges Hus.

I Nørresundby er der en relativ stor andel af beboerne i de almene boliger som oplever barrierer i forhold til at komme med i et fællesskab. Samtidig har bydelen mangel på sociale og kulturelle tilbud, fællesskaber og sundhedsaktiviteter, da det meste foregår i Aalborg. Det er med til at gøre det svært for sundbynitterne at deltage.

Mennesker med svære livsvilkår har desuden ofte dårlige erfaringer med fællesskaber, og følelsen af at være udenfor kan forstærke ensomheden og blive til endnu en barriere. Når man lægger de dårlige erfaringer, geografien, de mentale og sociale udfordringer sammen, er der brug for noget ekstraordinært for at overkomme ulighed og barrierer.

En ny model skal til

Da udfordringen er kompleks, har initiativtagerne bag Sammen om Solsiden valgt at finde nye løsninger på tværs af kommune og civilsamfund. Her skal mere end 50 foreninger og organisationer indgå i en ny partnerskabsmodel.

”Vi ved at der skal mere til for at skabe lige muligheder for at indgå i fællesskaber. Derfor skal vi iværksætte flere forskellige indsatser som åbner døre, bygger bro, sikrer at nye føler sig velkomne og giver den ekstra støtte for borgere der ikke er med i et fællesskab” fortæller Magnus Møller Kolind, koordinator i Sundhedsværkstedet hos Center for Sundhedsfremme i Aalborg Kommune

Gennem blandt andet beboermøder, inspirationsarrangementer og individuelle håndholdte indsatser er det målet at nå ud til 800 beboere i alderen 25-65 år fra almene boligområder i Nørresundby. De første aktiviteter vil allerede starte i 2025 og gradvist blive øget i takt med at erfaringerne indsamles.

Om De Frivilliges Hus

De Frivilliges Hus understøtter, udvikler og synliggør frivilligt socialt arbejde og fællesskaber i Aalborg-området. Som NGO bygger De Frivilliges Hus bro mellem civilsamfund, kommune og borgere.

Kontakt frivillighuset@frivillighuset / 9811 1344 ved spørgsmål.

Om Center for Sundhedsfremme

Center for Sundhedsfremme har fokus på at forebygge udviklingen af livsstilssygdomme og ikke mindst at medvirke til at fremme sundhed og trivsel for borgerne i Aalborg Kommune via partnerskaber med den enkelte borger, kommunale- og private aktører og ikke mindst civilsamfundet. Dette gøres bl.a. gennem Sundhedsværkstedet, som understøtter sunde og aktive lokalområder i både by og land i hele Aalborg Kommune.

Kontakt Magnus Møller Kolind på magnus.kolind@aalborg.dk / 2520 7616 ved spørgsmål.